Et nyt menneskesyn i byrådet – TAK

Af Randi Johansson

HVORFOR stiller jeg op i politik – jeg kan jo føle dybt, og tænker anderledes end mange, du ellers finder i politik.
At blive personlig i politik bryder jeg mig generelt ikke om, derfor heller ingen navne. Nogle gange bliver jeg dog rystet i min grundvold og er nødt til at udtrykke min dybeste forargelse og bekymring.
Faxe Kommune er berygtet – især blandt forældre der har børn med usynlige handikap, såsom autisme og ADHD. Forældre tør ikke bede om hjælp og der er en meget bred oplevelse af, at vores børn og vi er sagsnumre der kun kan få en lovberettiget hjælp, hvis sagsbehandler og budgettet mener at det er fortjent i den pågældende måned.
Jeg tror at kommunens ansatte gør det bedste de kan med de midler, ressourcer – både økonomiske og personlige, som de har. Jeg tror at de har de bedste intentioner. Men intentioner er ikke det samme som resultater. Og det er tydeligvis heller ikke det samme som værdig eller lovlig behandling ud fra et administrationsgrundlag som i høj grad er styret af politikere.
Jeg deltog i går i debataften for Dansk Handikapforbund. I salen møder jeg 2 repræsentanter for ADHD foreningen. Ved et bord kommer snakken netop ind på de usynlige handikaps – på børn med spektrumforstyrrelser eller ADHD/ADD. En af de siddende politikere, som kommunalpolitisk arbejder blandt andet med handikappede, børn, unge og familier siger, at problemerne med ADHD og spektrumforstyrrelser for alvor startede i 60’erne da mødrene ville ud på arbejdsmarkedet, for så kunne de ikke længere være hjemme og opdrage deres børn – og hvad skulle ellers være grunden til at der kommer flere og flere med disse diagnoser!

Øhm ... hvad ?

Hørte jeg rigtigt? – altså at manglende opdragelse er en af de primære årsager til at der er flere og flere der diagnosticeres.
Hvem er jeg i politik?

Jeg er moren der søgte hjælp i kommunen til mit barn med skjulte særlige behov – og jeg er moren der måtte se mig slået af en forvaltning der vægtede økonomi højere end det rette tilbud til mit barn og os som familie. Jeg er moren der har brugt de sidste år på at lære at åbne e-boks igen - uden at få ondt i brystet. Det tog 17 år inden den rette hjælp begyndte.
Nej, der er ikke flere med ADHD/ADD eller spektrumforstyrrelser i dag, end der var i 50’erne. Det der er forandret er vores samfund, vores vidensniveau i forhold til dem der tidligere ”aldrig ville blive til noget” eller ”skulle i specialklasse”. Ud over en meget større viden om disse træk, så er der langt større forventninger til vores børn, unge og familier i dag, og selvom vi meget gerne vil rumme – og vi siger vi gerne vil rumme, så er det et faktum at ADHD/ADD stadig er et tabu og mange der har disse udfordringer får ikke den rette forståelse fra samfundet, i skolen og de bliver ofte grad betragtet som syge eller afvigende. Det er ganske naturligt at det stigende pres, den stigende stigmatisering og manglende ressourcer af alle slags i samfundet, skubber flere hen i kassen som ”børn i fællesskaber”. Havde nogle forventet andet?
På DHs hjemmeside står: ”kommunernes angreb på hjælpeordninger viser os at de har glemt hvem de arbejder for”.
Kan vi forvente andet, når siddende politikere har den holdning at ADHD/ADD, som er en neuropsykiatrisk lidelse, handler om manglende opdragelse. Og det viser tydeligt hvorfor det er vigtigt at du sætter dit kryds ved en nytænkende, dybt faglig og bredt funderet kvinde som jeg, som går oprigtigt ind i dette for dig som handikappet, pårørende, mor, far, søn, datter - og ser jer som mennesker – og ikke sagsnumre eller et større minus på budgettet.
Kurven skal vendes. Menneskeligheden og rummeligheden skal tilbage i politik og vores forvaltning igennem blandt andet et ændret menneskesyn og en meget tidligere indsats.

DERFOR stiller jeg op i politik!

Derfor håber jeg på DIT kryds – stem personligt.